19 afrikanske kvinder udvises efter politiaktion
Politiet anholdt 31 prostituerede fra Afrika på én nat. Tre af de nu 19 udviste kvinder er »handlede«, og deres sag skal nu undersøges nærmere.
Politiet anholdt 31 prostituerede fra Afrika på én nat. Tre af de nu 19 udviste kvinder er »handlede«, og deres sag skal nu undersøges nærmere.
Ikke mindre end 19 afrikanske kvinder, alle fra Nigeria og alle prostituerede, skal nu udvises. Udvisningerne sker i kølvandet på en stor aktion, som Københavns Politi gennemførte onsdag nat.
Aktionen foregik i området omkring Istedgade og Skelbækgade på Vesterbro i København, hvor især de afrikanske prostituerede holder til.
- Det er usædvanligt, at vi gennemfører så mange udvisninger oven på en enkelt aktion. Og at alle kvinderne kom fra ét bestemt land, nemlig Nigeria, studsede vi også meget over, siger vicepolitiinspektør Henrik Sommer.
Alle de nu udviste kvinder har været gennem samtaler med repræsentanter for Center Mod Menneskehandel (CMM), og ud fra disse samtaler er tre kvinder blevet skønnet »handlet«.
Deres sag skal nu gennem en længere behandling, men også disse tre kvinder vil i sidste ende blive udvist af Danmark. Også nogle af de øvrige kvinder kan have været udsat for menneskehandel, men det er der ikke fundet bevis for.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at det ofte er svært at få kvinderne til at tale. Enten fordi de bliver truet eller fordi de tror på voodoo, siger Henrik Sommer.
I alt foretog politiet 32 anholdelser, og de 31 var kvinder. Ni af de anholdte kunne på stedet fremvise dokumentation og kontante midler og blev løsladt. Under afhøringerne blev fire personer løsladt med en bøde for ikke at have medbragt dokumentation for gyldigt ophold i Danmark.
De 19 udviste kvinder er typisk sigtet for enten subsistensløshed eller for ulovligt arbejde, fordi de blandt andet tilbød politifolkene på stedet seksuelle ydelser mod et fast beløb.
Politiet kunne have anholdt 20 ekstra personer under aktionen, men det lykkedes dem at flygte fra stedet.
Vicepolitiinspektør Henrik Sommer fortæller, at aktionen ikke er et led i en større indsats. Men på baggrund af en række henvendelser om, at der var særligt mange afrikanske prostituerede ønskede man at få et »øjebliksbillede« af situationen.