Bt.dk erfarer, at det var den 19-årige tømrerlærling Jonathan Taboryski fra Bagsværd, der fredag aften blev skudt i hovedet ved Høje Gladsaxe Centret.

Jonathan døde senere på aftenen på hospitalet som følge af sine kvæstelser.

Han blev ramt i skulderen og hovedet, da en endnu ukendt gerningsmand ankom i en Ford Ka og skød mod en gruppe unge mænd, der stod udenfor Høje Gladsaxe Centret.

- Den hvide Ford Ka kommer kørende ind på P-pladsen, en person stiger ud, og går hen mod flokken og skyder, fortæller efterforskningsleder Charlotte Skovby fra Københavns Vestegns Politi til bt.dk.



En 21-årig blev også ramt af to skud. Et i benet og et i armen. Han blev opereret i nat og meldes udenfor livsfare.

Yderligere én blev såret. Han slap dog med et overfladisk sår på foden. Sandsynligvis blev han strejfet af en kugle. Men det er ikke bekræftet, at det er et skudsår.

Politiet har indtil videre fundet 10 patronhylstre på gerningsstedet, hvilket vidner om en ekstremt bestialsk nedskydning.

Bilen, der efterfølgende blev fundet i brand i Københavns nordvest-kvarter, har vist sig at være stjålet.

Efterforskningsleder Charlotte Skovby vil ikke udtale sig om ofrenes identitet eller deres indbyrdes relation. Hun oplyser, at de sårede og den dræbte optræder i politiets registre.

Motivet til det, der ligner en planlagt likvidering, står endnu ikke klart.

- Vi arbejder ud fra rigtig mange forskellige motiver og bandemotiver er selvfølgelig også en del af det, svarer efterforskningslederen, direkte adspurgt om et muligt bandemotiv til den grusomme nedskydning.

En masse unge mennesker er her til morgen vågnet op til beskeden om Jonathan Taboryskis død. Beskeden spredes på bl.a. Facebook, hvor mange deler deres sorg over kammeraten, de har mistet.

- Hvil i fred Jonathan, din glade knægt :'( Håber, at du har det godt, hvor du er nu... Mine tanker går til din familie, skriver en ung mand blandt andet.
Fem unge mænd blev anholdt fredag aften, da de havde kørt de sårede til sygehuset og ifølge politiet udvist 'mistænkelig adfærd'. De blev alle fem afhørt og løsladt i løbet af natten og er ikke sigtet for noget.

Københavns Vestegns Politi er fortsat meget interesseret i henvendelser fra vidner, der kan have set eller hørt noget i forbindelse med skyderiet ved Høje Gladsaxe Centret eller den efterfølgende afbrænding af den hvide Ford Ka, som gerningsmanden kørte i, på Nøkkerosevej i Københavns nordvest-kvarter, ca. tre kilometer fra gerningsstedet.

Henvendelse til Københavns Vestegns Politi på enten 114 eller 4386 1448.