19-årig truet til at strippe i tunnel

To knivbevæbnede røvere truede en 19-årig kvinde til at smide alt tøjet i en gangtunnel i Ballerup. De stak af med hendes tøj og efterlod hende nøgen.

Den 19-årige var på vej hjem fra en fest ved 02-tiden natten til lørdag, da hun blev passet op i en gangtunnel ved Ballerup S-Station af to unge andengenerations indvandrere.

De forlangte at få hendes taske og mobiltelefon, men hun gik videre og blev så slået ned med et knytnæveslag over det ene øje.

Så trak mændene knive og krævede at få tasken - og at hun smed alt tøjet.

Den 19-årige klædte sig af og så stak røverne af med alt hendes tøj og efterlod hende nøgen i tunnellen.

Kvinden løb hjem til sine forældre, der bor i nærheden. Undervejs fik hun hjælp af et par polske avisbude, der gav hende et tæppe.

- Der var intet seksuelt i overfaldet. Måske har de villet holde hende hen, så de kunne nå at stikke af inden hun fik slået alarm, siger vagtchef Kim Madsen, Vestegnens politi.

Politiet vil gerne i kontakt med avisbudene, der gav kvinden et tæppe.

Den 19-årige skal afhøres nærmere lørdag eftermiddag. Politiet har sikret sig videoovervågningen fra Ballerup S-station i håbet om, at de to forbrydere optræder på overvågningen.

De beskrives som indvandrere, muligvis tyrkiske, der talte dansk med accent.

Den ene var 17-18 år, ca. 175 cm høj og tynd af bygning med mørkt kortklippet hår. Han var iført jeans og sweatshirt.

Den anden var 20-25 år, over 185 cm høj og muskuløs af bygning med mørkt kortklippet hår og kraftige skægstubbe. Han var iført sweatshirt.

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her