Alt tyder på, at et skyderi i Herlev lørdag aften er relateret til bandekonflikten.
Her blev en 19-årig pige ramt i armen af et enkelt skud. Pigen skal opereres, men er uden for livsfare, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Skyderiet skete på Gladsaxe Ringvej tæt ved Herlev Hospital. Pigen kom kørende i en bil sammen med to mænd med tilknytning til AK81 og en anden pige, da der blev afgivet skud fra en anden bil.
- Vi har mistanke om, at det er rockerrelateret, fordi de to mænd færdes i rockerkredse, siger vagtchef Henrik Andreasen.
Episoden kan dog være opstået spontant.
- De kommer i klammeri med grupperingen i en mørk firehjulstrækker, som afgiver tre skud mod den bil, hvor den 19-årige sidder i. Hun bliver som den eneste ramt af et skud i højre arm, så de har været heldige, siger Henrik Andreasen.
Efter skuddene kørte den mørke firehjulstrækker fra stedet, og politiet har ikke yderligere oplysninger om bilen eller om gerningsmændene.
- De involverede har været meget lidt meddelsomme indtil videre, siger Henrik Andreasen.
Det er med til at bestyrke mistanken om, at episoden er banderelateret, fordi personerne i miljøet så vidt muligt undgår at involvere politiet i skudepisoderne.
/ritzau/





















