Tirsdag aften har et større slagsmål udspillet sig ved det sociale boligområde Vapnagård i Helsingør.

En 19-årig er blevet fragtet til Rigshospitalet med helikopter efter at være kommet til skade ved slagsmålet, oplyser Nordsjællands Politi, der var massivt til stede ved boligområdet hele aftenen og først på natten.

»Han har fået nogle tæsk og er indlagt på Rigshospitalets Traumecenter. Jeg kan ikke udtale mig om hans tilstand, men han er dog ikke i livsfare,« siger vagtchef hos Nordsjællands Politi, Ole Hestbæk til bt.dk.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

Anmeldelsen tikkede ind klokken 19.12, og politiet har foreløbig ikke anholdt nogen i sagen.

Man efterforsker fortsat motivet, og hvad der er gået forud for slagsmålet, der ifølge Ekstra Bladet involverede en større gruppe mennesker.

Ifølge sn.dk blev offeret, der har relation til bandemiljøet, tæsket til blods af en gruppe rockere iført Bandodos-veste. 20-30 personer var involveret i slagsmålet.

Helsingør Kommune oplyser i en opdatering på kommunens Facebook-side tirsdag aften, at den 19-årige har relationer til en bandegruppering. Ligeledes fremhæver kommunen, at man i samarbejde med politiet er gang med en stor indsats for at komme bandekriminalitet til livs.

Denne indsats skyldes særligt, at indvandrerbanden LTF, Loyal to Familia, forsøger for alvor at få fodfæste i Helsingør-området, skriver sn.dk.