En ung mand på 19 år mistede søndag aften livet i en trafikulykke på Stadilvej ved Hee nord for Ringkøbing. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

»Tre unge mennesker, to på 18 år og en på 19 år, var ude at køre i bil. Og formentlig på grund af meget vand på kørebanen og lidt for høj fart mistede føreren herredømmet over bilen og kørte ind i et træ,« siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Henrik Nielsen.

Den 19-årige mand sad på passagersædet foran i bilen og blev dræbt.

De to andre blev alvorligt kvæstede i ulykken, og den ene blevet fløjet til traumecenteret på Aarhus Universitetshospital, mens den anden blev kørt dertil i ambulance.

Lægerne vurderer, at de trods deres kvæstelser er uden for livsfare.

BNB