En 19-årig kvinde er i livsfare, efter at hun i nat fik flere tusind volt igennem sig på baneterrænet i Roskilde. Kvinden kravlede op på et tog og greb fat i køreledningen
Med alvorlige forbrændinger på 40 procent af kroppen kæmper en ung kvinde fra Roskilde søndag morgen for sit liv på Rigshospitalet.
Den 19-årige kvinde fik natten til søndag 25.000 tusind volt igennem kroppen på baneterrænet i Roskilde. Her kravlede hun op på et arbejdstog og kom i kontakt med køreledningen, noget der udløste en større eksplosion.
- Klokken 02.03 fik vi en anmeldelse om, at der var sket en eksplosion på baneområdet ved Køgevej. Sammen med en ung mand var kvinden gået ind på baneområdet, og mens han var uopmærksom et øjeblik, kravlede hun op på et arbejdstog og greb tilsyneladende fat i den strømførende køreledning, fortæller vagtchef Michael Hansen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Det unge par havde været i biografen og efterfølgende en tur i byen, men ingen af dem var svært berusede, understreger vagtchefen.
Kvinden blev straks kørt til Rigshospitalet, hvor hendes tilstand er stabil, men yderst kritisk. 40 procent af hendes krop er forbrændt, blandt andet med alvorlige tredjegradsforbrændinger.
- Jeg kan ikke understrege kraftigt nok, at folk skal holde sig fra baneterrænerne. Det er forbundet med yderste livsfare, siger vagtchef Michael Hansen.
Porten til baneområdet var ikke låst, men dog klart markeret med advarselsskilte.



