En yngre mand havde blot haft kørekort en lille måned, før han kørte galt og dræbte en passager. Retten i Hillerød idømte ham 7500 kroner i bøde.

En nu 19-årig mand havde netop fået sit kørekort, da han den 4. september 2008 kørte galt på Roskildevej ved Frederikssund sammen med to passagerer. Den ene passager mistede livet, og tirsdag kendte Retten i Hillerød den 19-årige chauffør skyldig i uagtsomt manddrab. Han blev idømt en bøde på 7500 kroner.

Retten fandt, at den unge chauffør havde kørt alt for stærkt på strækningen på Roskildevej. Under kørslen skred bilen ud og ramte et vejtræ. Den ene passager blev dræbt, mens en anden fik alvorlige skader. Ingen andre biler var indblandet i ulykken.

Den dømte havde blot haft sit kørekort i 20 dage, inden ulykken skete. Han har nu fået kørselsforbud.

/ritzau/