En 19-årig mand, der er sigtet for at dræbe sin farmor, nægter sig skyldig. Han hævder, at drabet skete i nødværge.

I en uge boede en 19-årig mand fra Polen sammen med sin farmor i hendes lejlighed i Københavns nordvestkvarter, efter at han havde stukket hende ihjel med 10-15 knivstik.

Torsdag aften fandt poltitiet 73-årige Barbara Rasmussen knivdræbt i sin lejlighed på Præstelængen 2 i Københavns Nordvest-kvarter. I lejligheden fandt betjentene også den dræbtes 19-årige barnebarn, der lå og sov i stuen.

Fredag blev den 19-årige mand fremstillet i et grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg.

Den 19-årige erkender, at det var ham der slog Barbara Rasmussen ihjel, men han hævder, at han gjorde det for at forsvare sig selv.

Barnebarnet er en stor klippert af en mand. Omkring to meter høj. Han var iført blå hospitalsskjorte fra Bispebjerg Hospital og hvide hospitalsbukser. Den 19-årige mand virkede meget påvirket af situationen og talte lavmælt til den polske tolk, der var kaldt ind for at oversætte.

Han forklarede, at han kom til Danmark fra Polen for tre år siden sammen med sin far. Han er ved at lære dansk på sprogskole. For et års tid siden døde hans far, og siden har han boet sammen med sin farmor. Han fortalte, at de to havde et anspændt forhold.

Gnidningerne mellem dem kulminerede for en uge siden. Farmoren brokkede sig over, at der lugtede i lejligheden, når han lavede mad, fordi han glemte at lukke døren til køkkenet.

I retten forklarede barnebarnet, at farmoren slog og sparkede ham, men da hun godt kunne se, at han var meget større end ham, hentede hun pludselig en kniv ude i køkkenet. I retten viste han to små prikker på oversiden af højre underarm, som ifølge den sigtede stammede fra farmorens knivoverfald. For at forsvare sig hentede barnebarnet selv en kniv i køkkenet og med den slog han kniven ud af sin farmors hånd. Hvad der herefter skete, husker han ikke.

Efter en uges tid begyndte Barbara Rasmussens familie i Polen at blive urolige, fordi de ikke havde hørt fra deres slægtning. De ringede derfor til dansk politi.

Natten til fredag låste de sig med en låsesmed ind i den 73-åriges lejlighed. Der fandt de den 19-årige liggende på sofaen med lukkede øjne. Inde i soveværelset lå Barbara Rasmussen og var død.

Et ligsyn afslørede, at den 73-årige kvinde var blevet dræbt med 10-15 knivstik i halsen, brystet, hænderne og ansigtet. Drabet menes at være sket for en uge siden.

I grundlovsforhøret har den 19-årige forklaret, at han overvejede at ringe til politiet, men han opgav, da han så at hun var død og tænkte, at det alligevel ikke nyttede noget.

Dommeren fandt ikke, at den 19-åriges historie om selvforsvar særlig troværdig, og lagde blandt andet vægt på det store antal af knivstik og deres placering.

Den 19-årige blev varetægtsfængslet i tre uger, og skal nu mentalundersøges.

Der er ikke nedlagt navneforbud i sagen.