Med et venligt nik hilste en 18-årig mand tirsdag aften på en 23-årig mand, da de begge stod og ventede på bussen på Grenåvej i Århus, men det fik den 23-årige til at fare i flint.

I stedet for blot at nikke venligt tilbage, valgte den 23-årige mand at kvittere med et knytnæveslag solidt placeret i ansigtet på den 18-årige mand.

Det oplyser Østjyllands Politi til BT.

»Han siger, at han var sur over, bussen ikke kom, og så slog han den 18-årige og fortrød det lige bagefter,« fortæller pressekoordinator hos Østjyllands Politi Marianne Morgen til BT.

Knytnæveslaget var så hårdt, at den 18-årige måtte tage på hospitalet og blive behandlet for skader på tænder og kæber.

Ifølge Stiften lykkedes det kort tid efter politiet at anholde den 23-årige mand som resultat af et særdeles godt kendskab til lokalområdet og sigte ham for vold. Manden befandt sig på sin bopæl, hvor politiet kunne konstatere, at der var synlige skader på mandens venstre hånd efter knytnæveslaget.

Han blev efterfølgende afhørt, fortæller Marianne Morgen til BT. Han erkendte at have slået den 18-årige.

Den 23-årige mand er i forvejen kendt af politiet, oplyser Marianne Morgen.