17-årige Emilie Meng forsvandt tidligt søndag morgen. Hun er sidst set i Korsør. Nu efterlyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en bil, der er set i forbindelse med hendes forsvinden.

Politiet er i gang med at klarlægge Emilies færden fra det tidspunkt hvor hun forlod Korsør Station tidligt søndag morgen. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

'I den anledning vil vi meget gerne i kontakt med alle personer, der søndag den 10. juli 2016, i tidsrummet kl. 0445 til kl. 0530, enten til fods eller i et køretøj, har været i området syd for Kongebroens udmunding i Tårnborgvej, til syd for Halskovbroen. I samme tidsrum har vidner observeret en ung kvinde der kom gående i samme område,' skriver politiet i pressemeddelelsen.

Vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortæller, at den unge kvinde, et vidne har observeret, kan være Emilie Meng. Derfor er politiet meget interesseret i at finde frem til vidner, der kan have set eller hørt noget i området tidlig søndag morgen.

»Nu har hun været væk i nogle dage. Derfor intensiverer vi klarlægningen af hvor, hun har været og hvem, hun kan have talt med. Vi har talt med vidner og forhørt os rundt omkring, og det er med baggrund i det, at vi har brug for at få udbygget nogle udsagn,« siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til BT.

Ung mand med hvid skjorte og studenterhue set i området

Politiet leder også efter en mand, der har været i området omkring Emilie Mengs forsvinden.

Specielt efterlyses en personbil, der omkring klokken 05:05 søndag morgen standser umiddelbart syd for rundkørselen ved Gamle Banegårdsplads og Tårnborgvej i Korsør.

Ifølge politiet stiger en ung mand ud af personbilen iført hvid skjorte og studenterhue. Umiddelbart efter kører personbilen fra stedet ad Tårnborgvej mod syd i retning mod Halskovbroen.

Umiddelbart efter observeres en cyklist iført orangefarvet arbejdstøj, kørende på Halskovbroen i retning mod Tårnborgvej.

Politiet understreger, at der ikke er nogen mistænkte, men at de meget gerne vil vide, hvem der har været i området.

»Der er ingen mistænkte, men vi vil gerne vide, hvem der har været på stedet i det hele taget, for at danne os et billede af, hvem der har færdes i området. Det gælder både personer og biler i det relevante tidsrum. Selvom det er tidligt om morgen ved vi, at der har været nogle personer i området,« siger vicepolitiinspektøren.

Teori om København er afblæst

Tidligere har politiet blandt andet arbejdet ud fra en teori om, at Emilie muligvis kunne være taget til København grundet kærestesorger, og politiet har tidligere fortalt, hvordan hovedfokus i efterforskningen gik på, at Emilie var vendt tilbage til stationen for at tage et tog videre til København.

Tirsdag viste overvågningen fra stationen dog, at Emilie ikke vendte tilbage til Korsør Station efter at være forsvundet fra stationen.

»Vi har ikke belæg for at tro, at hun er taget til København. Der har været flere hypoteser undervejs. Nu er det dette, vi arbejder videre med,« siger han.

Emilie Meng var, da hun gik fra Korsør Station, iført sort langærmet trøje med v-hals, lyseblå tætsiddende jeans og mørkeblå sportssko med hvid stribe. Hun havde også en mørkegrå taske. Hun er 168 centimeter høj og beskrives som almindelig af bygning med langt brunt hår.

Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.