Drengen er ligeledes tiltalt for en voldtægt af en 18-årig pige, der blev truet med en kniv.

En 17-årig dreng er af Statsadvokaten blevet tiltalt for to voldtægter. Den ene sag drejer sig om en voldtægt af en blot 10-årig pige, der i november sidste år blev voldtaget i et skovstykke i Gullestrup ved Herning. Det skriver tvmidtvest.dk.

Ved episoden fra november, der fik omfattende mediedækning og ligeledes førte til demonstrationer i Gullestrup, truede den 17-årige dreng to piger på henholdsvis 9 og 10 år til at gå med sig ind i skovstykket.

Det lykkedes for den 9-årige pige at slippe væk, mens gerningsmanden forgreb sig på den 10-årige pige. Den dengang 16-årige dreng blev anholdt efter en uges efterforskning.

Overgrebet på den 10-årige pige bliver ikke den eneste anklage, som Statsadvokaten rejser mod den 17-årig dreng, skriver tvmidtvest.dk.

Han bliver således også anklaget for en voldtægt af en 18-årig pige, der 22. oktober sidste år blev truet med en kniv og tvunget ned i en kælderskakt på Torvet i Herning. Her blev den 18-årige pige voldtaget eller forsøgt voldtaget.

Statsadvokat Peter Brøndt Jørgensen oplyser, at sagen kommer for et nævningeting, og dermed kan gerningsmanden se frem til minimum fire år bag tremmer, hvis han findes skyldig.

Der er endnu ikke fastsat en dato for retssagen.