En ung mand på 17 år er sigtet for at stå bag en brand i Spritfabrikkens ungdomsboliger i Roskilde onsdag 18. januar.

Det oplyser vagtchef Michael Sehested fra Midt- og Vestsjællands Politi lørdag.

Den 17-årige mand er blevet fremstillet i grundlovsforhør lørdag, og en dommer har besluttet at varetægtsfængsle ham i fire uger.

84 personer blev evakueret fra deres boliger i forbindelse med branden, og flere blev indlagt til observation for røgforgiftning.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra politiet, at den unge mand blev anholdt fredag.

/ritzau/