En 17-årig dreng valgte mandag aften at fortælle politiet sandheden om, hvad der var sket ved et simpelt trafikuheld, men det var tilsyneladende for meget for den 21-årige fører af bilen.

For da politiet havde forladt stedet, så gennembankede den 21-årige mand den blot 17-årige dreng.

Det oplyser Nordjyllands Politi til BT.

Forinden havde den 21-årige mand og den 17-årige dreng kørt rundt i byen Ranum i Nordjylland, hvor de med hjulspind og hasarderet kørsel havde skræmt flere af indbyggerne i byen.

Men klokken 20.30 fik lokalpolitiet i Himmerland en anmeldelse om, at der havde været et færdselsuheld på en vej i Ranum.

»Den 21-årige mand mister herredømmet over bilen og kører ind i to murede stolper foran en villa, så stolperne bliver beskadiget. Den 21-årige mand sætter herefter bilen i bakgear, og han forlader sammen med den 17-årige dreng stedet,« fortæller Jørgen Kresten Nielsen fra lokalpolitiet i Himmerland.

Men politiet fandt kort efter bilen parkeret ved den lokale købmand i Ranum, og ved hjælp af afhøringer fandt de frem til den 21-årige mands lejlighed, oplyser Jørgen Kresten Nielsen.

»Og der finder vi både den 21-årige mand og den 17-årige dreng, som vi tager hver til sit. Den 17-årige fortæller så, at det er den 21-årige, der har været føreren af bilen, og hvordan det er gået for sig.«

Da politiet havde fået en forklaring, forlod de stedet, men måtte tilbage igen, da de klokken 21.56 modtog et opkald fra den 17-årige dreng.

»Han fortæller, at han har været udsat for vold af den 21-årige mand i form af slag og spark, fordi han ikke var synderligt imponeret over, at den 17-årige havde været så åben over for politiet, og vi kører så tilbage og anholder den 21-årige,« siger Jørgen Kresten Nielsen.

Den 17-årige dreng kom så voldsomt til skade, at han måtte bringes på skadestuen, men skulle efter omstændighederne have det godt.

Den 21-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør tirsdag.