Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Syv unge mænd mellem 16 og 19 år befandt sig i en bil, der sent onsdag aften forulykkede syd for Højby på Sjælland.

Den første sparsomme melding fra politiet lød, at fire ud af syv unge mænd fra bilen var kommet til skade i ulykken. To af dem var alvorligt tilskadekomne.

Og tidlig torsdag morgen er der dårligt nyt fra Midt- og Vestsjællands Politi.

En 17-årig dreng er natten til torsdag erklæret død på sygehuset i Holbæk, hvor han var blevet indbragt efter en trafikulykke onsdag aften. En 19-årig kammerat til den afdøde er indlagt i kritisk tilstand. Det oplyser vagtchef Arne Aabech fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Fredag morgen er den 19-årige meldt uden for livsfare.

De to befandt sig sammen med fem andre unge mænd i personbilen, som forulykkede ved 22-tiden syd for Højby nær Nykøbing Sjælland.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken, der skete på Kirkeåsvejen cirka 200 meter nord for Odsherredvej, klokken 22.18.

»Bilen er på vej i sydlig retning mod Holbæk, da føreren tilsyneladende mister herredømmet over køretøjet, som ryger ud på en mark og triller rundt flere gange. Der er nok kørt lige over hastighedsgrænsen,« siger vagtchefen.

Flere af de syv unge, der alle kommer fra Nordvestsjælland, blev slynget ud af bilen, da den rullede rundt. Der var ikke andre bilister involveret i ulykken. Der blev tilkaldt syv ambulancer og en helikopter til ulykkesstedet, og myndighederne brugte flere timer, før vejen blev åbnet igen.

De resterende unge mænd er naturligvis rystede, hvorfor man stadig mangler nogle afhøringer tidlig torsdag morgen.

»Jeg vil ikke komme med nogle af derers forklaringer på nuværende tidpsunkt, men vi får afhørt dem løbende,« siger vagtchefen til BT, der fortæller, at man har taget blodprøver af alle fra bilen.

Politiet har endnu ikke fastslået, hvor den dræbte person sad i bilen.

De pårørende i sagen er blevet underrettet.