Den ene af de to dømte i sagen fra sidste år om mordet på Tine Rømer Holtegaard, den 16-årige datter, Lisa Borch, ændrer nu sin forklaring over for nævningene i Vestre Landsret.

Blot en uge før Vestre Landsret skal træffe en afgørelse i ankesagen om Kvissel-drabet, hævder Lisa Borch nu, at hendes tidligere udtalelser ikke har været sande, og at det udelukkende var den tidligere kæreste, Bakhtiar Mohammed Abdullah, som stod bag forbrydelsen.

»Jeg løj, fordi jeg var bange for Bakhtiar,« fortæller hun ifølge Ekstra Bladet.

16-årige Lisa Borch og hendes tidligere kæreste, 29-årige Bakhtiar Mohammed Abdullah, fik henholdsvis 9 og 13 år i fængsel, efter de den 14. september sidste år blev kendt skyldige i mordet på Lisa Borchs mor, 40-årige Tine Rømer Holtegaard fra Kvissel i Nordjylland.

Straks efter domsafsigelsen ankede begge gerningsmænd deres dom, og det er ved en efterfølgende afhøring, som Lisa Borch selv har ønsket, at den nye forklaring er kommet frem.

Den 29-årige ekskæreste fastholder dog til stadighed sin uskyld, og forklarer derimod at datteren skulle have ført kniven.

Begge anklagede har haft skiftende forklaringer igennem hele forløbet.