16-årige Josefine, som var en af de børn, der blev fundet døde i Ulstrup, var vellidt og afholdt af sin venneflok, der skulle have været til fest med hende lørdag aften.

»Nu på lørdag skulle vi til vores fælles kammerats 16-års fødselsdag. Søndag aften klokken 23 havde hun netop trykket 'deltager' til festen inde på Facebook, og hun står stadig inde på deltagerlisten til festen. Vi står allesammen og er i kæmpechok, jeg kan nok ikke forstå det, før hun ikke møder op på lørdag,« siger Nanna Bedsted til BT.

Mandag blev seks personer fundet døde i et parcelhus i byen Ulstrup syd for Randers, og tirsdag meldte politiet ud, at det sandsynligvis var den 45-årige far Morten Nielsen, der havde slået sin kone og fire børn ihjel.

'Baseret på de foreliggende oplysninger i sagen er det politiets umiddelbare vurdering, at de fire børn og den 42-årige kvinde alle er blevet dræbt af den 45-årige mand, som efterfølgende tog sit eget liv.'

Josefine havde kort inden, familien blev fundet død mandag ved middagstid, altså været aktiv på det sociale medie Facebook.

Vennerne til den 16-årige pige er i dybt chok og har derfor arrangeret et fakkeloptog for deres veninde 19. januar.

Nanna Bedsted har kendt Josefine siden 6. klasse, og hun fortæller, at hun var startet i gymnasiet i sommer og havde masser af drømme om fremtiden. Hun elskede sprog og rejser og havde været på udveksling i Holland.

»Hun var altid meget glad - der var aldrig så meget pjat med hende i forhold til at skabe drama, hun var bare stille og rolig og nede på jorden, jeg kan ikke begribe, hun er væk, jeg kan ikke rigtig acceptere det, det er ikke gået op for mig endnu.«

De to veninder gik ikke længere i samme skole, men fulgtes ofte i toget om morgenen. Nanna Bedsted kom ikke så meget hjemme hos veninden, da vennegruppen oftest mødtes i byen, men hun fortæller, at familien var vellidt og meget engageret i byen og flere af sportsklubberne.

»Der var ingen, der havde forudset det her. Vi står allesammen og er i kæmpe chok. Vi har talt om, at der ingen tegn var på det her i familien. Ingen havde kunne forudsige, hvad der er sket. Hverken lærere, skolen eller kommunen for den sags skyld. Også det her med at de allesammen engagerede sig rigtig meget i Ulstrups sociale liv både i form af sport og alt muligt andet.«

BT har desuden talt med en lang række Ulstrup-borgere. Ingen ønsker at stå frem med navn og ansigt, men flere beskriver den 45-årige far som ’rolig’, ’flink’ og ’rar’. Og i går var flere stadig i chok over, hvad der er sket.

Udadtil virkede familiefaderen venlig, imødekommende og engageret i både kernefamilien og lokalsamfundet, fortæller en, som bor i Amstrup Bakker ikke langt fra den nu afdøde familie, til BT:

»Han var en meget stille og rolig fyr. Han sagde ikke så meget, men han var flink. Han var ikke typen, der kom hen og snakkede med én, men han ville gerne snakke, hvis man kom til ham,« siger manden, som ønsker at være anonym.

»Jeg har aldrig oplevet noget unormalt ved familien. De virkede helt normale - og i sådan et lille samfund som Ulstrup snakker man om folk, som skiller sig ud. Han var en flink og rar mand. Udadtil var der styr på det. Der var altid pænt og ordentligt omkring deres hus,« siger han. Og bekræfter dermed det indtryk, som en lang række andre lokale, BT har talt med, har beskrevet.

»Folk fatter ikke, det er sket. Og mange af dem, der bor tæt på familien, kan slet ikke forstå det. De er i chok,« siger han.

I Ulstrup gælder det nu tre døgn efter at nyheden om tragedien blev kendt, og i takt med at blomsterhavet vokser foran den ramte families parcelhus – om at tage hånd om børnene. I hjemmene, i børnehaven, i skolen og i det aktive fritidsliv, som er stærkt forankret i byen med 2.000 indbyggere.

Direktør for Børn og Skole i Favrskov Kommune Rasmus Møller siger til BT, at mange har gjort brug af både personalet på Ulstrup Skole samt de fire psykologer, der er stillet til rådighed som kriseberedskab.

»Det er følelserne, der er omdrejningspunktet for de her samtaler, som børnene har angående savn, når en klassekammerat, en ven eller en bekendt ikke er her mere. For det er svært at forstå meningen i sådan nogle ting,« siger Rasmus Møller.

I går afholdt skolen en mindestund for de afdøde kammerater, og der blev sunget ’I østen stiger solen op’, hvorefter børnene gik ud i deres klasser. Her blev tragedien igen vendt mellem lærere og elever.

Fakkeloptoget 19. januar starter klokken 19:30 ved Ulstrup Skole og ender foran familiens hus i Amstrup Bakker.

Familien bestod af 45-årige Morten Nielsen, 42-årige Trine Nielsen og børnene Marius på tre, Cirkeline på seks, Magnus på 11 og Josefine på 16 år.