Da en 16-årig brasiliansk pige vågnede forrige lørdag omtumlet, næsten nøgen og med mere end 30 bevæbnede mænd ved sin side var der én følelse, der jog igennem hende.

»Jeg føler mig beskidt. Det er stigmatiseringen, der sårer mig mest. Det er som om, folk siger, 'Det er hendes fejl. Hun havde udfordrende tøj på.' Jeg vil have folk til at forstå, at det ikke er kvindens fejl. Du kan heller ikke bebrejde et røverioffer for at blive berøvet,« siger offeret til det brassilianske medie O Globo, der ifølge The Independent har fået det første interview med den 16-årige efter gruppevoldtægten.

Hun blev sidste uge gruppevoldtaget af 33 mænd, og sagen har vakt ramaskrig i Brasilien - blandt andet fordi en af gerningsmændende pralende lagde billeder på det sociale medie Twitter, hvor han poserede med hendes kønsdele og fik mere end 500 likes.

Pigen blev angiveligt lokket med af sin 20-årige kæreste hen til en lejlighed for siden at blive bedøvet og voldtaget af de mere end 30 mænd, fordi han mistænkte hende for at have været ham utro ifølge politiets teori.

Men ud over at kæmpe med det frygtelige traume, som selve voldtægten må have forvoldt, har hun også været offer for at blive udstillet på sociale medier.

To dage efter voldtægten lagde en af gerningsmændene et 40 sekunder langt videoklip af den nøgne og bevidstløse pige på nettet.

Og  billedet af den 16-åriges kønsdele blev først fjernet fra Twitter, da pigens chokerede familie så det og kontaktede politiet.

Siden har vrede demonstranter gået på gaden overalt i Brasilien for at demonstrere.

Politiet har indtil videre kun identificeret fire af de formodede gerningsmænd. Den 20-årige kæreste Lucas Perdomo Duarte Santos og 41-årige Raphael Assis Duarte Belo. De er begge med i videoen, som blev lagt på Twitter.

Desuden er 18-årige Marcelo Miranda da Cruz Correa og 20-årige Michel Brazil da Silva mistænkt for at have distribueret videoen på internettet.

Lørdag aften stormede 70 betjente et slumkvarter i Rio og foretog den første anholdelse i sagen. Det er ikke kommet frem endnu, hvem den anholdte er, men han nægter sig skyldig.

Nu håber den unge pige bare på retfærdighed.

»Jeg venter på, at de får guds straf,« siger hun til O Globo.