16-årig truede taxachauffør med kniv
En kun 16-årig dreng forsøgte at røve en taxa natten til fredag.
En kun 16-årig dreng forsøgte at røve en taxa natten til fredag.
Kort før klokken tre torsdag nat stod en taxachauffør og støvsugede sin bil hos Q8 i Alsgade i Sønderborg. Pludselig blev han passet op af en maskeret 16-årig dreng, som truede ham med en kniv og forlangte at få hans penge.
- Chaufføren skynder sig at hoppe ind i sin vogn, hvor han låser dørene. Det får drengen til at opgive, og han flygter fra stedet på cykel.
Det fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt til bt.dk.
Chaufføren er i stand til at give et rigtig godt signalement af drengen, så kort efter bliver han spottet af politiets indsatsleder ved Humlehøj-Skolen i Sønderborg, siger han.
I første omgang lykkedes det dog for den unge røver at stikke af, men han blev kort efter stoppet af en patruljebil.
- Han erkendte forholdet og havde også stadig maskeringen på sig, siger vagtchefen.
Den unge røver forklarede, at han skyldte penge, og at det var derfor, han greb til så drastiske metoder.
På grund af sin unge alder blev både hans forældre og de sociale myndigheder underrettet om røveriforsøget.
Drengen overnattede i arresten og skal afhøres i løbet af fredagen. Her vil man tage stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.