For første og sidste gang var der antydning af et lille smil på læben, da den 16-årige Aalborg-dreng med et håndtryk sagde farvel til sin forsvarer i retten i Aalborg fredag middag. Han var netop idømt fire års fængsel for vold med døden til følge - og slap dermed for en drabsdom for at maltraktere en helt tilfældig 48-årig mand til døde med spark og tramp på hoved og krop.
Et par timer forinden havde nævningetinget afvist at dømme drengen for drab, og der var antydning af lettelse i drengens ansigt, da han inde i retten tog sig tid til at kramme flere veninder, sin far, mens moderen til sidst fik et afmålt knus.
Anklageren Anette Abildgaard sagde, at hun naturligvis tager til efterretning, at der ikke var flertal for at dømme for drab. Nu skal dommens præmisser nærlæses.
Efterforskningen har vist, at der var basis for en drabstiltale, og grundlaget herfor er bestemt ikke svækket under domsforhandlingen, sagde Anette Abildgaard til Ritzau. Hun brugte ikke ordet overrasket, men med sin udtalelse antydede, at en anke kan være nærliggende.
/ritzau/





















