En 16-årig pige blev natten til tirsdag voldtaget på åben gade i Køge. Gerningsmanden er ifølge politiets sigtelse en 21-årig mand, som hun kort inden havde mødt på en café i byen.

Midt- og Vestsjællands Politi fik anmeldelse om voldtægten mod den 16-årige pige kl. 01.36.  Hun havde forinden været på cafe i Køge, hvor hun havde mødt en mand. Efter cafeens lukketid gik de en tur sammen, men i Ågade i Køge overfaldt manden den 16-årige og voldtog hende.

Hun slap dog efterfølgende fri og fik i området kontakt med nogle veninder, som hjalp med anmeldelsen til politiet.

Gerningsstedet blev undersøgt med politihunde og med assistance fra Rigspolitiets Kriminaltekniske Sektion for at finde eventuelle spor. I forbindelse med efterforskningen kunne politiet efterhånden rette mistanken mod en 21-årig mand fra Greve, som tidligt på morgenen meldte sig selv, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Den 21-årige blev straks anholdt som mistænkt for at være gerningsmanden. Efter at være blevet grundigt afhørt om hændelsesforløbet, besluttede politiet dog at løslade ham, da der ifølge politiets jurister ikke var grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.