Den 16-årige pige fra Aalborg, der fredag aften kort før kl. 23.00 faldt ned fra Limfjordsbroen på Nørresundby-siden, er fortsat indlagt og bliver lørdag morgen stadig behandlet for de svære kvæstelser, hun pådrog sig i faldet. Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Mogens Hougesen.

Ifølge politiet forsøgte pigen 'i kådhed og beruselse' at hoppe op på rækværket på broen, da hun fredag aften var på vej i byen med en stor flok venner og bekendte, der blev vidner til den tragiske ulykke.

Men den 16-årige pige faldt ned fra rækværket og ramte fliserne på området under broen. På stedet er der cirka otte meter ned fra rækværket til underlaget, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Har du billeder eller ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk

Pigen blev efter faldet indlagt på hospitalet som traumepatient med svære kvæstelser blandt andet i hovedet.

Hendes forældre blev underrettet kort tid efter ulykken og har været ved hendes side på hospitalet siden da.

BNB