En 16-årig dreng er sigtet for vold mod tjenestemand, efter han med høj fart kørte direkte mod en betjent, som måtte trække sin tjenestepistol.

En 16-årig dreng er blevet sigtet for vold mod tjenestemand, da han søndag eftermiddag med høj fart forsøgte at påkøre en politimand, oplyser vagtchef ved Fyns Politi, Thomas Bentsen.

Politiet havde observeret to drenge, som så unge ud, køre rundt i en bil i centrum af Odense. Politiet besluttede sig for at køre efter drengene, som kørte op ad det lukkede vænge Styrbjørnvænget, hvor de stod ud af bilen. Det viste sig, at begge drenge var 16 år, men de nægtede at have kørt bilen.

»Patruljevognen kørte derefter væk og lagde sig på lur for at se, om drengene vil sætte sig ind i bilen og køre,« fortæller vagtchefen.

Kort efter satte den ene af de to drenge sig tilbage i bilen og bakkede ud af vænget, hvorpå den ene betjent stillede sig foran bilen for at forhindre drengen i at køre.

»Betjenten får øjenkontakt med føreren, som giver bilen fuld gas, så betjenten må springe for livet. Bilen snitter betjenten på hånden og på det ene ben,« siger vagtchefen.

Betjenten trak derpå sin tjenestepistol for at få den 16-årige til at standse, og politiet kunne derefter foretage anholdelse af begge drenge.

De er begge blevet afhørt, og den ene er blevet sigtet for vold mod tjenestemand.