Ung mand med Scream-maske og muligvis også bevæbnet med kniv, skræmte mandag aften en anden ung mand i Albertslund.

En 18-årig mand fik sig lidt af et chok, da han mandag aften kort efter klokken halv ni gik ud af Fakta i Rypehusene i Albertslund på den københavnske Vestegn.

Her så han en mand med Scream-maske, der løb rundt i en gruppe på omkring 10 unge mænd. En af mændende havde også en stor køkkenkniv på mellem 15 og 20 centimeter.

»Anmelderen følte sig ikke direkte truet, men han tænkte: 'Hvad er det?' og derfor kontaktede han os,« fortæller vagtchef ved Vestegnens Politi, Thomas Christensen.

Politiet anholdt en 16-årig dreng, som man mener var i besiddelse af kniven. Han bliver nu sigtet for overtrædelse af knivloven.

I begyndelsen forlød det, at han også ville blive sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at forstyrre den offentlige orden med masken, men da hans signalement ikke passer helt med den beskrivelse, den 18-årige gav af manden med masken, er det endnu uvist, hvorvidt knivmanden og den maskeklædte person er den samme.

Politiet har været i kontakt med den 16-åriges forældre og har - helt rutinemæssigt - også kontaktet de sociale myndigheder, som det altid sker i denne type sager. Han har tilsyneladende ikke været i kontakt med politiet før.