Bliver de fire tiltalte drenge kendt skyldige i den såkaldte Ry-sag, kan det afghanske brandoffer se frem til en stor erstatning.

Det fortæller 16-årige Ali Akbaris bistandsadvokat Simon Eilrich. Han forlanger bl.a. erstatning for svie og smerte i forhold til den sygemelding, som brandbombe-angrebet den 6. februar har medført for hans klient.

Et angreb der efterlod skoleeleven med de afghanske rødder med 1. og 2. gradsforbrændinger på ca. 30 procent af kroppen.

»Når man går derhjemme og ikke kan komme uden for en dør og er til genoptræning, så er man sygemeldt. Og der er den lovgivingsmæssige takst 195 kr. pr. dag,« forklarer Simon Eilrich.

Sygemeldt siden angreb

Inden angrebet ved den lokale sportshal i Ry gik Ali Akbari i 9.klasse og drømte om gymnasiet efter sommerferien, men i dag er han sygemeldt og henvist til en dagligdag i store smerter og med indre mareridt, kun afbrudt af to timers hjemmeundervisning og ugentlige psykologsamtaler.

Det fortalte Ali Akbari i retten i Horsens tirsdag, hvor sagen var for retten første gang. De fire tiltalte drenge nægter sig skyldige i tiltalen om grov vold, men bliver de dømt, kan Ali Akbari se frem til et økonomisk plaster på såret.

Det endelige beløb for svie og smerte afhænger bl.a. af, hvor lang tid Ali Akbari i juridisk betragtning har været sygemeldt, men beløbet ender mellem 11.505 kr. og 14.040 kr. Derudover har bistandsadvokaten fremsat et krav om krænkelsesgodtgørelse på 45.000 kr. efter erstatningsansvarsloven.

»Forudsætningerne er bl.a., at volden er udført med brug af et våben, og det mener jeg klart, at en molotovcocktail er,« forklarer Simon Eilrich.

Bestrider erstatningspligt

Derudover følger en mén-godtgørelse som først kan afklares flere måneder ude i fremtiden. Det er bl.a. i forhold til de psykiske mén. Men Simon Eilrich vurderer, at Ali Akbari vil få omegnen af 60-80.000 kroner for de fysiske skader, og ca. samme beløb for de psykiske mén.

I alt kan erstatningen således beløbe sig til over 200.000 kroner, vurderer Simon Eilrich. Men det beløb bestrider forsvareren for en af de tiltalte, Jytte Storgaard.

»Vi bestrider i første omgang erstatningspligten, da min klient har påstået frifindelse. Såfremt min klient bliver kendt skyldig, så har vi anerkendt erstatningen for svie og smerte for den periode, som lægen har vurderet, at forurettede var sygemeldt,« siger hun.

Bistandsadvokaten kræver også 45.000 kr. i krænkelsesgodtgørelse, men den paragraf i erstatningsansvarsloven mener Jytte Storgaard ikke gør sig gældende i Ry-sagen.

»Hvis den overhovedet skal bruges, er satsen alt for høj. Den bør kun være 10-15.000 i forhold til tidligere domme,« siger Jytte Storgaard.

Næste retsmøde i sagen er 1. maj.