Retten i Horsens har i dag taget hul på den meget omtalte Ry-sag, hvor fire drenge er tiltalt for at have kastet to brandbomber på den 16-årige Ali Akbari.

De fire 15-16 årige drenge er tiltalt efter straffelovens paragraf 246 for grov vold under særdeles skærpende omstændigheder. Ifølge anklageskriftet har de fire drenge i forening og efter forudgående aftale udsat deres 16-årige afghanske skolekammerat for et 'groft personligt angreb' ved at have kastet to flasker med brændende benzin, såkaldte molotovcocktails, på den jævnaldrende skolekammerat.

Den første tiltalte, 15-årige T1, har indtaget vidnestolen i retten, og han nægter sig ligesom de tre andre tiltalte skyldig i grov vold. Han erkender dog i sin vidneforklaring store dele af de faktiske omstændigheder i den chokerende sag, der fandt sted i den østjyske stationsby i Ry om aftenen den 6. februar ved Ry Hallerne.

Siden hændelsen har det fyget frem og tilbage med anklager i medierne mellem de pårørende i sagen og fra nuværende og tidligere skoleelever på Mølleskolen, hvor alle fem implicerede drenge havde deres dagligdag. Nogle elever har fortalt, hvordan Ali Akbari har været den uheldige prygelknabe, mens andre har fortalt, hvordan offeret har spredt skræk og rædsel blandt skolens elever med sin provokerende og truende adfærd.

T1 har i retten forklaret, at konflikten mellem de fem drenge startede på Mølleskolen i timerne forinden angrebet mandag 6. februar.

»Det starter i skolen, hvor mig, T2 og T3 sætter os ved et bord. Ali kommer hen til os, og begynder at spørge T3, hvad der er hans problem, og han konfronterer ham. Ali var lidt provokerende. T3 bliver ved med at sige, at der var ikke noget problem. T2 og jeg går mellem dem og får dem væk fra hinanden. Så siger Ali, at hvis vi vil noget, så kan vi komme op til hallen kl. 19,« forklarer T1 om konflikten, der altså førte op til det voldsomme benzin-overfald.

Den tiltalte har forklaret, at han opfattede det udsagn som en trussel.

Ville tæske Ali

»Vi bliver enige om at tage derop kl. 19 for at give ham tæsk. Jeg tror vi var alle sammen enige om at give Ali en lærestreg, for han havde været provokerende over for os, uden at vi havde gjort ham noget,« forklarer T1.

Skanderborg Kommune lavede efterfølgende en redegørelse af forløbet op til angrebet og konstaterede i den forbindelse, at der havde været et højere konfliktniveau på 9. årgang, hvor ofret og de fire tiltalte havde deres skolegang. Kommunen mente dog ikke, at Mølleskolen kunne have gjort noget anderledes for at have undgået episoden.

De fire drenge er tiltalt for at have kastet to molotovcocktails på deres offer. Det forløb bekræfter T1. Den første molotovcocktail antændte ikke, mens den anden flaske ramte mellem benene på offeret, så hans bukser blev antændt. 16-årige Ali Akbari pådrog sig derved svære forbrændinger på 30 procent af kroppen.

»T4 tænder den første flaske og kaster den mod Ali. Mens den er i luften, ryger den brændende klud ud af den, så den antændes ikke. Den lander ca. fire meter fra Ali. På det tidspunkt tænker jeg stadig, at det bare er for at skræmme Ali,« forklarer T1.

Forsøgte at slukke flammer

Ali Akbari lader sig tilsyneladende ikke skræmme af den første flaske, og da han er ca. 2-3 meter foran de tiltalte, spørger han, om de vil slås. T1 har forklaret, hvordan en af de andre tiltalte, T4, efterfølgende samlede den brændende klud op og antændte den anden flaske.

»Han rejser sig op og siger til Ali; »Og det siger du, når jeg står med en molotovcocktail?«. Og så kaster han den mod Ali. Det næste, jeg ser, er flammer. Så går der lidt tid, ca. to-tre sekunder, før Ali opfatter det. Så løber han rundt og råber, og så lægger han sig ned og ruller rundt for at prøve at slukke flammerne.”

Siger han noget, spørger anklageren.

»Nej han råber bare. Han råber ’av’. Så kommer T2 hen til ham og prøver at hjælpe med at slukke ilden. Han klapper på ilden, nede på benene. Jeg ville også gerne selv have været ovre ved Ali, men jeg var nok lidt i chok. Jeg kunne slet ikke forstå, hvad der var sket. Jeg går helt i stå.”

Forsøgte at lave alibi

Efterfølgende tog de fire tiltalte, ifølge T1, hjem til sig selv. Senere på aftenen mødtes de andre på havnen i Ry, hvor de røg hash.

»Jeg tror vi alle sammen havde brug for slappe af, efter det der var sket. T4 kom på, at vi skulle lave et alibi. Mig og T2 skulle have et alibi, at vi havde været sammen med en veninde,« forklarer T1.

En anden af de tiltalte drenge, T2, der forsøgte at slukke ilden på det 16-årige brandoffer, har også afgivet forklaring før frokostpausen. Han forklarede ligesom T1, at det var en af de andre tiltalte, 15-årige T4, der kastede flasken med benzin.

»Pludselig så jeg et klart lys. Jeg kigger over på Ali, og jeg kan se, at han står i en ring af ild. Først efter ca. to sekunder går det op for Ali, at der er ild i ham. Han ruller sig i det sjap, der er på jorden. Han råber ’av’ og ’nej’. Jeg løber hen til Ali og prøver at klappe ilden ud,« fortalte T2.

De fire tiltalte blev senere på aftenen anholdt af politiet. De fire skolekammerater blev varetægtsfængslet ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Horsens den 7. februar og har siden siddet i varetægtsfængslet i surrogat på lukkede ungdomsinstitutioner. De nægter sig skyldige i tiltalten om grov vold.

BT følger retssagen