Den mistænkte er kendt af politiet i forvejen. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør søndag.

En 15-årig dreng fra Odense blev anholdt natten til søndag. Han er mistænkt for at have voldtaget en yngre kvinde fredag aften. Det skriver bt.dk.

»Hun bliver passet op af en ukendt mand, da hun er på vej mod sin bopæl. Han begår fuldbyrdet voldtægt. Efter overgrebet er hun selv i stand til at gå hjem, og her anmelder hun voldtægten.«

Det fortæller senioranklager ved Fyns Politi, Jacob Thaarup, til bt.dk, der ikke vil gå yderligere i detaljer om, hvad der konkret er foregået.

Voldtægten fandt sted fredag aften mellem klokken 20 og 21 på Vollsmose Allé i Odense. Politiet vil gerne høre fra eventuelle vidner, der kan have hørt eller set noget.

Drengen er dansk statsborger med afrikansk baggrund.

Kvinden gav et godt signalement af manden, og takket være det, var politiet i stand til at finde frem til den 15-årige.

Han har tidligere været indblandet i noget ballade af området og er derfor kendt af politiet i forvejen.

Han blev anholdt ved midnatstid lørdag og fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Odense søndag formiddag.

Anklagemyndigheden vil begære dørene lukket under retsmødet.