14-årig dreng kørte galt i sin morfars bil. Mistede herredømmet over køretøjet og endte på hovedet i have.
En 14-årig dreng fra Korsør kan takke sin skytsengel for, at han stadig er i live. Og når han har gjort det, skal han nok lige forberede sig på en alvorlig snak med sin morfar.
Klik her og se mere tv på localeyes.dk
Drengen var mandag aften på springtur fra den institution i Nordjylland, hvor han er anbragt. Da han nåede hjem til sin bedstefar i Korsør, ringede han ikke på og bad om et måltid mad og en varm seng. I stedet snuppede han morfarens bil, en lysegrøn Fiat Brava, og stak af.
Det skriver sn.dk.
»Hvornår han er stukket af, og hvorfor han var taget til Korsør, ved vi ikke, andet end at hans morfar i hvert fald bor her, for det var hans bil, drengen havde stjålet,« fortæller politikommissær Hugo Larsen, lokalpolitiet i Slagelse til avisen.
Drengen, der naturligvis hverken har kørekort eller køreerfaring, mistede på et tidspunkt natten til tirsdag herredømmet over bilen.
Han forklarede bagefter til politiet, at han simpelthen ikke kunne styre den længere.
Drengen kørte ind i et busskilt og fortsatte ind i forhaven hos den lokale flytteforretning, hvor bilen rullede om på taget.
Både politi og ambulance rykke ud, men på trods af det voldsomme uheld slap den alt for unge fører uden skader.
Politikommissær Hugo Larsen mener da også, at drengen har været 'meget, meget heldig' med, at det ikke gik værre.
Politiet tilbageholdt den 14-årige, men han kan ikke straffes for hverken tyveri eller ulovlig kørsel. Han bliver derfor bragt tilbage til den institution, som han stak af fra