Politiet beder befolkningen om hjælp til at finde den 14-årige Nicki Hoffman Grønborg.

Drengen var lørdag på udflugt til Slotssøbadet i Kolding sammen med den institution, hvor han bor i Haderslev.

- Da de var på vej hjem kl 16.20, blev han sur på nogle af de ansatte og gik sin vej. Personalet fra institutionen tænkte, at han bare havde brug for lidt luft, men han kom ikke tilbage, siger vagtchef fra Sydøstjyllands Politi Kent Midtgaard Hansen til bt.dk.

Politiet frygter som udgangspunkt ikke, at der er sket en ulykke med den 14-årige. Men da drengen mentalt er på niveau med en otte-årig, har han behov for hjælp til at finde hjem.

- Vi bliver altid bekymrede, når en person, der fungerer som en ottte-årig, forsvinder, og vejret er, som det er, siger vagtchefen.

Nicki Hoffman Grønborg var kun iført en sort t-shirt med orange striber og grå joggingbukser, da han forsvandt.

Politiet beder borgere i nærheden af Slotssøbadet om at tjekke skure og carporte, hvor den 14-årige kan have søgt ly.

- Men han er ikke bange for at søge kontakt med mennesker og kan også have fundet på at spørge en flink buschauffør om lov til at køre med mod Haderslev, siger Kent Midtgaard Hansen.

Det er ikke første gang Nicki Hoffman Grønborg er væk. Så sent som i september måned var han forsvundet i tre dage. Efter en weekend hos sin familie på Fanø, dukkede han ikke op på sin skole.

Han var sidst blevet set på færgen fra Fanø til Esbjerg, men blev efter tre dage fundet i god behold på vej mod Haderslev.

Nicki Hoffman Grønborg beskrives som 180 cm høj, almindelig af bygning og har kort mellemblondt hår. Oplysninger kan gives til Sydøstjyllands Politi på telefon 114.