En mand forsøgte at hive bukserne af en 14-årig pige torsdag. Politiet betegner det som et voldtægtsforsøg og beder nu offentligheden om hjælp til at finde manden.

Da en 14-årig pige gik igennem en tunnel, der går fra Bilka til boligområdet Gersagerparken i Greve, blev hun overfaldet og forsøgt voldtaget. Det fortæller Midt- og Vestsjællands Politi, der fik en anmeldelse klokken 23 torsdag aften.

»Pludselig bliver hun overfaldet bagfra, og gerningsmanden forsøger at hive hendes bukser ned. Det er derfor, vi betegner det som et voldtægtsforsøg,« forklarer Carsten Andersen til BT.

Heldigvis råber pigen højt og sparker ud efter manden, så han ender med at løbe væk.

»Hun led ingen fysisk overlast, men det var naturligvis en meget ubehagelig oplevelse,« tilføjer Carsten Andersen.

Gerningsmanden beskrives som: Mand, ikke etnisk dansker af udseende, 17-19 år, 175-185 høj, almindelig af bygning, iført sort tætsiddende jakke med hætte, sorte bukser og sorte sko.

Midt- og Vestsjællands Politi vil meget gerne høre fra vidner til sagen eller andre, der har oplysninger. Ring til politiet på 114.