Årets karneval i Aalborg er trods tusindvis af festglade mennesker i byens gader forløbet forholdsvis fredeligt, lyder meldingen kort før klokken to natten til søndag fra Nordjyllands Politi.

I alt 13 personer er blevet anholdt. To for lommetyverier og de andre for voldelig optræden og beruselse, fortæller vagtchef Per Jørgensen.

Nordjyllands Politi efterforsker derudover to voldtægtssager.

Lørdag eftermiddag anmeldte en 35-årig kvinde en voldtægt og kort før midnat modtog politiet endnu en anmeldelse om en voldtægt.

Begge sager efterforskes stadig, og der er endnu ingen yderligere oplysninger til offentligheden om de to episoder.

Som noget nyt har politiet i år slået hårdt ned på folk, der urinerer på gaden. Det har først til sigtelser af indtil videre 150 personer, der nu kan se frem til en bøde på 1.000 kroner.

BNB