Uden at efterlade sig det mindste spor forsvandt en blot 13-årig syrisk pige under en togtur gennem Tyskland for et halvt år siden. Nu er hun dukket op - i Danmark.

Katrin Kalil havde været om bord på toget sammen med nogle familiemedlemmer den 18. august sidste år. Alle havde de været på vej fra den tyske by Passau til et modtagecenter i Chemnitz for asylansøgere.

Men så langt nåede den 13-årige pige fra Syrien aldrig.

Mellem byerne Regensburg og Hof forsvandt hun angiveligt på toget. Ud i det blå.

Siden meldte hendes onkel hende savnet, og sagen blev slået stort op i Tyskland. Den 25. august eftersøgte politiet hende offentligt, og inden for få timer havde mere end 100.000 internetbrugere set eftersøgningen.

Fundet i Danmark

Senere stod onklen selv frem i programmet 'Aktenzeichen XY', hvor han bad offentligheden om hjælp til at finde sin niece.

Mange frygtede, at der kunne ligge en forbrydelse bag hendes pludselige forsvinding, men ingen tip ledte til fundet af den unge teenager med det mørke hår og de grønne øjne. Indtil nu.

Det viser sig nemlig, at Katrin Kalil tilsyneladende ikke forsvandt - men i stedet rejste videre. For ifølge det tyske medie BILD er hun angiveligt nu fundet hos noget familie i Danmark.

»Tilsyneladende opholder pigen sig hos slægtninge i Danmark,« fortæller en talskvinde for politiet i Chemnitz, Jana Kindt, til BILD.

»Vi har taget kontakt til myndighederne, og vi venter nu på svar,« tilføjer hun.

Det var angiveligt et af de tip, politiet modtog, der førte til opklaringen af sagen.