Den 13-årige dreng fra Sydals, der torsdag aften fik klemt hovedet i baghjulet på en traktor, er blevet overført til Odense Universitetshospital.

Fredag morgen er hans tilstand uændret, men den betegnes stadig som kritisk og alvorlig.

Drengen kørte traktorræs på sin fars mark, hvorefter han tilsyneladende mistede herredømmet over traktoren, der væltede.

Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ivar Gohr Jensen, til bt.dk.

Drengens hoved blev fastklemt under traktorens ene baghjul, og han kom alvorligt til skade.

Kort efter kom en redningshelikopter, der fløj ham til Odense.

Da drengen kørte traktoren på privat grund, er det ikke ulovligt, til trods for, at han er mindreårig.