Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterlyser den 13-årige Betina Skovby Andersen fra Næstved.

Hun er sidst set onsdag 4. marts klokken 13.30, hvor hun forlod sin skole og gik i retning af Næstved Banegård sammen med en cirka 20-årig mand.

Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at man formoder, at hun har taget toget, men hverken pårørende eller politiet har nogen idé om hvortil. Derfor hører politiet gerne fra folk, der kan have set hende eller ved, hvor hun opholder sig.

Betina Skovby Andersen beskrives som 150-155 centimeter høj, almindelig af bygning, lys i huden og med skulderlangt, lysbrunt hår. Hun var iført blå leggins, sorte Puma-sneakers, sort nylonvindjakke med sort/hvide ribkanter og har muligvis en blå kasket på. Hun bar på en blå og pink skoletaske og en sort nylonsportstaske.

Har du set Betina Skovby Andersen, kan politiet kontaktes på telefon 114.

BNB