Opdateret: Midt- og Vestsjællands Politi oplyser fredag, at der var tale om en falsk anmeldelse. Overfaldet har aldrig fundet sted. Læs mere her.

En uheldig morgen blev en 13-årig dreng oppasset af tre mænd, der steg ud af en bil og forsøgte at røve ham.

En 13-årig dreng havnede det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Tre voksne mænd forsøgte at røve ham, efter morgenen i forvejen havde taget en uheldig drejning.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi tog drengen uheldigvis den forkerte bus, da han skulle i skole om morgenen onsdag, og endte med at stå af ved Outlet-centret i Ringsted.

»Det er en trist sag, hvor den 13-årige uheldigvis kom til at tage den forkerte bus, og derfor skulle slå nogle halve timer ihjel. Han var så alene og trissede lidt rundt, ligesom alle andre ville gøre, indtil man igen skulle stå ved busstoppestedet.« siger Martin Bjerregaard, der er kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Drengen endte bag ved McDonald's-restauranten, hvor en lysegrå bil med ridser i lakken standsede foran ham, og tre mænd hoppede ud. De passede den 13-årige op og begyndte at skubbe ham og vælte ham rundt. De gennemrodede både hans lommer og hans skoletaske.

Da mændene ikke fandt noget af værdi at sælge, gav de drengen et slag på kinden og kørte væk i bilen.

Politiet forsøger nu at få mændene og bilen identificeret, og er ved at undersøge mulighederne for at få overvågningsbilleder fra området, hvor drengen blev forsøgt overfaldet.

»Vi undersøger selvfølgelig sagen nærmere, fordi det er ret groft, at en 13-årig dreng sådan bliver forulempet af tre voksne på den måde,« siger Martin Bjerregaard til BT.

Mændene beskrives som:

A: Ca. 20-25 år, anden etnisk baggrund end dansk, kraftigt bygget med sort fuldskæg, iført sort hættetrøje med print, hætten var oppe, iført sorte bukser og kondisko.
B: Ca. 20-25 år, anden etnisk baggrund end dansk, tynd, bar sort hue og røg cigaret, havde skægstubbe og var iført grå hættetrøje med tegn eller bogstaver på maven, blå Adidas-bukser med hvide striber og kondisko.
C: Ca. 20-25 år, anden etnisk baggrund end dansk, almindelig af bygning, kort hår, bar solbriller og var iført hvid T-shirt og havde tatovering på venstre arm.

Hvis man har oplysninger i sagen, skal man kontakte Lokalpolitiet i Ringsted på telefon 1-1-4.