En 13-årig pige fra Skælskør blev ikke voldtaget af en cirka 20-årig mand i slutningen af august, som hun ellers havde hævdet, da hun blev afhørt af politiet.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog søndag den 30. august en anmeldelse om, at en 13-årig pige var blevet voldtaget på naturstien Fodsporet ved Skælskør.
Da hun efterfølgende blev afhørt, var pigen ifølge politiet i stand til at give en god beskrivelse af den påståede gerningsmand.
I hvert fald kunne Sydsjællands Politi i ugen efter voldtægten offentliggøre et signalement af en cirka 20-årig mand med rødt hår og rødt fuldskæg. Den påståede voldtægtsforbryder skulle have haft en sort hue trukket lidt ned over hovedet, en sort t-shirt med tryk på venstre side af brystet og grå joggingbukser på.
Nu har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fredag udsendt en pressemeddelelse, hvor man oplyser, at efterforskningen er afsluttet. Den har vist, at der ikke fandt en voldtægt sted den weekend i august.
I stedet er en 17-årig dreng nu sigtet for overtrædelse af straffeloven ved at have haft samleje med den 13-årige pige i en privat lejlighed i Skælskør, fordi hun er under den seksuelle lavalder.
»Man ville i tilfælde af, at hun havde været under den kriminelle lavalder kunne kigge på, om hun skulle sigtes for at have lavet en falsk anmeldelse,« siger vicepolitiinspektør Allan Holm, der er leder af lokalpolitiet i Slagelse.
Allan Holm tilføjer, at den 13-årige pige har afgivet skiftende forklaringer undervejs i efterforskningen, og hun har ændret nogle forklaringer i forhold til, hvad der er foregået ved voldtægten. Derfor trak politiet det signalement, pigen havde givet af den 20-årige mand, tilbage tidligere på ugen.
Politiinspektøren fortæller, at pigen og den 17-årige dreng havde et begrænset kendskab til hinanden, men at pigen er gået frivilligt med til at have samleje med drengen.
»Vi har at gøre med nogle unge mennesker, og det har været en vanskelig situation for den her pige, der nok ikke helt har vidst, hvad hun er gået ind til,« siger Allan Holm.