Ved du noget om sagen, så vil vi gerne høre fra dig. Skriv til 1929@bt.dk eller på Facebook.

Adskillige politibiler og tre ambulancer er rykket ud til Odense-bydelen Vollsmose. Fyns Politi bekræfter over for BT, at der er tale om et slagsmål, som man er rykket ud til.

»Vi er derude i Vollsmose til et større slagsmål lige nu. Mere kan jeg ikke sige lige nu. Vi sender en pressemeddelelse ud, når vi ved mere,« siger den vagthavende ved Fyns Politi Søren Frederiksen til BT.

Ifølge en person i bydelen, som BT har talt med, skal mindst 12 politibiler være rykket ud til bydelen. Det samme skal tre ambulancer.

I en pressemeddelelse skriver Fyns Politi om slagsmålet:

'En mand er slået i hovedet med en stump genstand, mens en anden mand er stukket i låret. Pt. er begge uden for livsfare.'

Slagsmålet fandt sted ved Egeparken i Vollsmose, og politiet er fortsat til stede i bydelen. Politiet oplyser videre, at de modtog anmeldelsen om slagsmålet klokken 16.06 tirsdag.

Vagtchef Søren Frederiksen fortæller yderligere til BT, at politiet lige nu er massivt til stede ved Odense Universitetshospital.

»Ja, jeg kan bekræfte, at vi er til stede ved hospitalet,« siger Søren Frederiksen.

Politiet er til stede ved Odense Universitetshospital efter et stort slagsmål i Vollsmose.
Politiet er til stede ved Odense Universitetshospital efter et stort slagsmål i Vollsmose. Foto: Privatfoto
Vis mere