- Jeg vidste godt, at han var død. Jeg så ham også gennem en sprække i døren ligge død på gulvet med blod på trøjen.

Sådan lød den hjerteskærende forklaring fra en 12-årig skolepige fredag middag i Retten i Lyngby i sagen om det såkaldte altandrab.

Pigen er datter af den tiltaltes kæreste og afgav på en videooptaget afhøring forklaring til politiet om den nat i januar, hvor Nikolaj Dyrner blev slået ihjel i lejligheden på Lyngby Hovedgade.

Læs også:

En 30-årig kammerat til Nikolaj Dyrner står tiltalt for drabet. For at skåne pigen for at møde op i retten personligt, har man optaget hendes forklaring allerede i slutningen af januar - altså få uger efter drabet - så retten kunne få kendskab til hendes forklaring via video.

Allerede i sin forelæggelse løftede anklageren sløret for, at den tiltalte på gerningsnatten havde beordret både sin kæreste og hendes teenagedatter til at holde mund med, at de havde set den dræbte Nikolaj Dyrner ligge livløs på stuegulvet. Og den oplysning bekræftede den 12-årige pige i den videooptagede afhøring:

- Jeg vågnede midt om natten på mit værelse, og mor kom ind til mig, fordi jeg kunne mærke lidt uro. Mor sagde, at de (Nikolaj Dyrner og den tiltalte, red.) var fulde og var blevet uvenner over et eller andet.

Læs også:

- Så kan vi høre, at T. (den tiltalte. red.) rumler med noget ude i køkkenet. Mor går ud og spørger, hvad han laver. Han siger, at hun bare skal gå ind på værelset og lukke døren. Jeg hører et højt gok, og både mor og jeg skriger, fordi det er ubehageligt.

- Han åbner døren og spørger, hvem der skriger. Jeg siger, at det er mig. Så var det som om, at han var lidt uhyggelig-agtigt. Hans øjne var helt mærkelige. Jeg var ret bange for ham - det plejer jeg aldrig at være, forklarede pigen og brød sammen i gråd.

- Jeg savner ham rigtig meget. Han kunne blive et helt andet menneske.Det var som om, at han havde en helt anden sjæl i sig - en meget ond sjæl, fortsætter pigen i den optagede afhøring.

- Han begyndte på et tidspunkt også at gøre rent, og da mor spurgte ham hvorfor, sagde han, at der ikke var noget galt - han (den dræbte Nikolaj, red.) var taget hjem. Jeg kunne bagefter høre at han græd - han græder normalt ikke. Sidst var til en konfirmation - da græd han af glæde.

Læs også:

- Jeg prøvede at være stille, fordi jeg godt ville høre, hvad der skete. På et tidspunkt kom han ind på værelset og sagde, at vi godt måtte komme ud. Der var en sort barstol med lange ben, hvor der var knækket noget af det ene ben og der var blod på. Der var også en blodplet på vores lampeskærm.

- Vi har også en dør, hvor der er et spejl ved siden af, der var bitte bitte små blodpletter rundt omkring på væggen. Og på gulvet kunne jeg se vasket blod. Det var meget ubehageligt.

- Så tog mor en klud og vaskede det væk, for jeg kunne ikke lide at se det. T. vaskede også lidt af. Han kunne godt mærke, at han havde dummet sig rigtig, rigtig meget.

- Jeg vidste godt, at han ikke var gået. Man kan høre, når døren bliver åbnet, og det var den på ingen måde. Det var også derfor, at jeg blev rigtig bange og tænkte: hvor er han henne. Jeg vidste godt, at han var død.

Læs også:

Da vi havde siddet inde på værelset, havde vi gennem en sprække set, at han lå der altså - død. Jeg kunne se, at der var blod på trøjen. Ikke som om han var blevet skudt, men mindre pletter lidt forskellige steder. Blusen var hvid, så man kunne godt se, at det var blod og ikke chokolade.

- På et tidspunkt sagde han, at de var blevet uvenner og bare var kommet til at slås lidt. Så sagde jeg, at det var godt, at jeg ikke var en dreng, for så havde du på en måde sagt, at det var i orden at slås. Så ventede jeg bare på, at jeg skulle i skole. Det var ret ubehageligt, understregede den 12-årige datter.

Den 30-årige nægter sig skyldig i tiltalen for drab, fordi han angiveligt ikke kan huske, hvad der skete på gerningsnatten.