I en uge har forældre og det britiske politi ledt med lys og lygte efter den 12-årige skolepige Tia Sharp. I dag blev håb vendt til fortvivlelse, da liget af hende blev fundet i bedsteforældrenes hus.
Her til aften har det britiske politi så anholdt den 12-årige piges papbedstefar, Stuart Hazel, efter en intens jagt på manden.
Papbedstefaren blev ifølge det britiske medie Daily Mail anholdt omkring 16 kilometer fra hans hjem i det sydøstlige London. Det var en forbipasserende, der genkendte manden, som britisk politi efterlyste efter det grufulde fund af pigen tidligere i dag.
Papbedstefaren er tidligere på ugen blevet afhørt som et hovedvidne i pigens forsvinden, da han efter alt at dømme var den sidste, der så den vellidte pige i live. Pigen overnattede nemlig hos bedsteforældrene, der bor i det sydøstlige London, den nat, hvor hun forsvandt.
Under politiets afhøring fortalte papbedstefaren, at pigen havde forladt huset om fredagen, hvorefter han ikke kunne finde hende. Politiet lod den 37-årige gå og fortsatte den intense eftersøgning andetsteds.
Efter det grufulde fund bad det britiske politi offentligheden om hjælp til at finde den 37-årige papbedstefar, men på samme tid advarede politiet også befolkningen mod at søge direkte kontakt med manden, da han har flere domme bag sig.
Sagen om den forsvundne Tia Sharp har rystet hele England og sendt chokbølger gennem landet. Flere hundreder mennesker - både bekendte og ukendte af familien - har søgt med lys og lygte efter den populære skolepige.
Og fundet af den lille pige i bedsteforældrenes hus har for alvor bragt sindede i kog hos briterne. Hvorfor havde politiet ikke fundet liget noget før? Politiet har nemlig to gange tidligere søgt med hunde i bedsteforældrenes hus for at lede efter spor af pigen.
Del: