32-årige Dina Martina Wedelius blev dræbt af sin bror 4. september sidste år. Onsdag blev han kendt skyldig i manddrab og idømt 12 års fængsel.
Det var mord, da den 27-årige Christian Møller Christensen sidste efterår jog en køkkenkniv i halsen på sin søster og dræbte hende.
Det fastslog Københavns Byret onsdag formiddag, da dommen faldt over broderen. Han blev kendt skyldig i manddrab, og ved strafudmålingen bestemte retten, at han skal 12 år i fængsel.
Tre dommere og fire nævninge mente, at han burde have indset, at et knivstik i halsen ville være dødeligt, mens to nævninge lagde vægt på broderens forklaring om, at han havde til hensigt at ramme kniven i gulvet. De mener ikke, broderen har haft til hensigt at dræbe sin søster.
LÆS OGSÅ: Forsvarer: Dinas død var sort uheld
LÆS OGSÅ: Anklager: Kniv gennem halsen på søster var drab
Han selv og hans forsvar hævder, at drabet var sort uheld og et skænderi, der løb af sporet.
Det samme mener søskendeparrets pårørende, der har fulgt sagen fra tilhørerrækkerne.
- Vi bakker op om ham ét hundrede procent. Det gør hele familien, siger moderen til BT, som ellers ikke ønsker at udtale sig om sagen. Tidligere har både venner samstemmende fortalt, at Christian umuligt kunne slå sin søster ihjel med vilje.
Efter dommen reagerede familien med at holde trøstende om hinanden, og da retsmødet var overstået, gav de efter tur den drabsdømte lillebror et kærligt knus.
I sin procedure fremhæver anklageren, at det var tiltalte, der var voldelig - ikke Dina:
- Det må lægges til grund, at det simpelthen slog klik for tiltalte. Der er intet, der peger på, at drabet har været planlagt. Og der har hverken været skærpende eller formildende omstændigheder, sagde anklageren og fortsatte:
- Selv om tiltalte har følt, at det slog klik for ham, og han måske var blevet sat til vægs verbalt af Dina umiddelbart inden, så bør denne sag ikke takseres anderledes end andre affektdrab, understregede han.
Hertil svarede forsvareren:
- Jeg kan ikke modsætte mig anklagerens påstand om 12 - måske 10 års - fængsel som straf, men jeg mener, det bør have indflydelse på udmålingen af straf med hvilken styrke forsættet er plantet i tiltaltes hoved.



