Fyns Politis klapjagt på gerningsmanden til to grove sexovergreb på to fynske skolepiger på 11 og 10 år fortsætter.

Onsdag er der sendt endnu en bunke mundskrab til retsgenetikerne i København for at analysere, om der kan findes et dna-match på de undersøgte mænd og så den dna-profil, der allerede er sikret fra overgrebene på de to piger.

- Vi har indtil nu taget 112 mundskrab, og vi har lavet afhøringer og prøver i de fleste af landets politikredse. Det er kun Bornholm, Nordjylland og et par politikredse på Sjælland, vi ikke har været, siger leder af efterforskningen, vicepolitiinspektør Henrik Justesen til bt.dk.

- Af de indtil videre 112 mundskrab, vi har lavet, har vi fået dyrket dna-profiler og fået svar på de første 60. Alle er negative, så vi fortsætter ufortrødent. Med alle de henvendelser, vi har fået i sagen, og så længe vi har noget at arbejde med, så tror vi stadig på, at vi finder gerningsmanden. Det vil være den største julegave, vi kan få, siger Henrik Justesen.

Typisk går der op mod en uge, fra retsgenetikerne modtager mundskrabene på en vatpind og til der er et resultat af analysen.

Fyns Politi får stadig henvendelser i sagen, og hver eneste dag er efterforskerne ude og foretage nye afhøringer. I alt er der - indtil videre - kommet 1200 henvendelser fra borgerne i sagen.