Landets sygehuse har haft nok at se til aftenen og natten igennem, men der meldes om få alvorlige øjenskader efter vildfarne raketter.

Nytårsnat blev forholdsvis rolig landet over.

Indtil klokken 06 nytårsmorgen meldte landets sygehuse om 111 fyrværkerirelaterede skader, heraf kun få alvorlige skader, der kan koste synet.

Det oplyser Region Hovedstadens vagtcentral, der har samlet tallene fra hele landet, til tv2.dk.

I Odense fortæller overlæge Jens Lauritsen, Odense Universitetshospital, at skaderne har været på niveau med sidste år.

- Den gode nyhed er, at vi ikke har set nogen alvorlige skader på hænderne, hvor vi har skullet sy. Men til gengæld har vi mindst et tilfælde, hvor øjenskaden er så alvorlig, at personen er i fare for at miste en del af synet, siger overlæge Jens Lauritsen, Odense Universitetshospital, til Berlingske Nyhedsbureau.

De cirka 20 tilskadekomne, der har været indlagt på Odense Universitetshospital aftenen og natten igennem, er alle blevet spurgt om de brugte beskyttelsesbriller. To ud af tre siger, de ikke brugte briller.

På Bispebjerg Hospital meldes der om usædvanlig travlhed natten igennem med at behandle lettere skader efter forkert brug af fyrværkeri, folk der i fuldskab er væltet på cyklen samt en del voldssager. Der har været så travlt, at der til tider har været op til ni timers ventetid på behandling. Det skabte utilfredshed hos nogle af de ventende, og det fik personalet til at tilkalde politiet for at »nedkøle« gemytterne.

- Folk har, når de har været lidt fulde, været lidt utålmodige. Og det har også betydet, at temperamentet har været lidt oppe at køre. Så vi har måttet have politiet herud for at få lidt ro på det hele, siger Pernille Nygaard Vedel, der er læge ved akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital, til tv2.dk.

I Aarhus har der ikke været nogen patienter med øjenskader. På skadestuen i Randers har personalet ifølge P4 Østjylland behandlet seks fyrværkeriskader, dog ikke nogen, der er i fare for at miste et øje. På skadestuen i Esbjerg har man aftenen og natten igennem behandlet 10 personer i forbindelse med skader fra brug af nytårsfyrværkeri, oplyser P4 Syd. Seks af dem er øjenskader, men ikke nogen alvorlige, hvor synet er i fare.