Den tragiske ulykke, der tidligere på dagen kostede en 11-årig dreng fra Jernløse på Sjælland livet, har delt det forholdsvis lille område omkring Søndersø Hallen, hvor turneringen foregår, midt over. I glæde og sorg.

Sammen med 3-4 andre drenge, legede drengen på en bom, ved at sidde ovenpå den. Det var dog mere, end bommen kunne holde til og den gav efter og knækkede af hængslerne. På tragisk vis blev den 11-årige mast mellem bommen og jorden, da den knækkede af. Han blev fragtet til sygehuset. Men en time senere kom den meddelelse, man bare ikke vil høre: Drengen var død.

For på den ene side, på fodboldbanerne, leves livet relativt sorgløst. Her ligger de baner, der er årsagen til, at de 1200 børn mellem 7-17 år overhovedet er samlet i Søndersø, siden om side - i forlængelse af hinanden. Her hører man råb og skrig fra ivrige unge, der kæmper for point. For på trods af det tragiske dødsfald, så har ledelsen valgt at fortsætte stævnet.

Men på den anden side af det af det grønne hegn, der adskiller fodboldbanerne fra området omkring Søndersø Hallen hersker der en helt anderledes trykket stemning.

- Flere af forældrene går rundt med bøjede hoveder og alvorstunge ansigter, imens de forsøger at forklare situationens alvor for de unge deltagere, der endnu ikke helt har forstået, hvad der er sket, fortæller BTs udsendte fra Søndersø.

Lige nu sidder mange og spiser i Søndersø Hallen. Der er ingen adgang for uvedkommende, og man har trukket persiennerne for.

Alle ledere har fået en orientering om, hvad der er foregået. En besked de har fået at vide at give videre til de deltagende unge. Alligevel har stævneledelsen valgt at samle alle klokken 22.00. Her vil sagen endnu engang blive gennemgået, spørgsmål vil blive besvaret og der vil blive afholdt et minuts stilhed for den afdøde dreng.