Lørdag aften efterlyste Syd- og Sønderjyllands Politi en navngiven 11-årig dreng fra Birkeparken i Vojens på Twitter.

Nu er den unge dreng fundet.

»Han er dukket op igen uden skrammer, men han var meget ked af det og brødebetynget. Han fortalte, at han havde glemt tiden, da han var sammen med nogle kammerater. De kommer nok til at tage en snak derhjemme, men det vigtigste er, at han er hjemme i god behold,« siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Bjørn Pedersen sent lørdag aften.

Vagtchefen oplyste tidligere til BT, at drengen skulle have været hjemme ved spisetid, men han dukkede aldrig op, hvorefter forældrene slog alarm omkring 20.10.

»De ved ikke, hvor han har været. De vidste, at han skulle mødes med en ved middagstid, men de ved hverken hvem eller hvor,« sagde vagtchef Bjørn Pedersen.

Vagtchefen fortalte, at de er på udkig efter den 11-årige dreng, men det faktum, at forældrene ikke kan fortælle, hvem han skulle mødes med, og hvor de skulle mødes, gør, at de har svært ved at lede efter drengen.

»Vi har ikke et område, som vi kan afsøge,« lød det fra politiet.