11-årig reddede sin familie fra grill-død

En familie fra Munkebo på Fyn kan takke deres 11-årige datter for, at deres egen tankeløshed ikke har kostet dem livet.

Søndag aften blev der tændt op i grillen i en villa på Nyhøjen i Munkebo. Af ukendte årsager valgte de voksne at flytte grillen indendøre, hvilket bragte hele familien i overhængende livsfare.

Tre voksne og to børn fik kulilteforgiftning som følge af røgen fra grillen. Klokken fem om natten vågnede familiens halvstore datter med åndenød og det lykkedes hende at vække de voksne, der også havde vejrtrækningsbesvær og kastede op. Kort efter blev hele familien hentet af fem ambulancer.

Ifølge Fyns Politi var det datteren der reddede familien fra den visse død.

- De tre voksne har befundet sig længere tid ved grillen, måske fordi børnene er blevet lagt i seng. Det har reddet dem. Hvis de alle fem havde befundet sig i samme rum, havde de formentlig ikke overlevet, siger vicepolitiinspektør Poul Erik Overvad til bt.dk.

Den usynlige død
De tre voksne er nu indlagt på Rigshospitalet, hvor de er lagt i et trykkammer af den slags som også bruges til at behandle dykkersyge. Kulilteforgiftning finder sted, fordi kroppen indtager kulilte i stedet for ilt. Iltindholdet i blodet bliver for lavt og man risikerer i værste fald at blive kvalt indefra som følge af iltmangel.

De to børn på 8 og 11 år er nu blevet udskrevet.

Kulilteforgiftning er farligt fordi kulilte hverken kan ses, smages eller lugtes. Trods mange advarsler om, at man ikke må grille indendøre bliver danskere hvert år indlagt med kulilteforgiftning af netop denne årsag. I 2009 blev fem personer indlagt med kulilteforgiftning og i 2008 mistede et yngre par livet, da de grillede indendøre i et sommerhus i Lumsås ved Nykøbings Sjælland.