En 11-årig pige blev fredag aften udsat for et voldeligt røverisk overfald af en gruppe på syv til otte drenge i alderen 10 til 12 år.

Pigen kom gående på Gudrunsvej i Brabrand uden for Aarhus fredag aften ved 18-tiden, da hun pludselig blev passet op af drengene.

- Pigen bliver passet op af en gruppe drenge, som vælter hende omkuld og sparker hende tre gange på benene, fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi, Bo Christensen, til bt.dk.

Drengene truer pigen til at udlevere et mindre kontant beløb. Vagtchefen vil ikke oplyse, hvor meget, det drejer sig om, men det er ikke ret meget, understreger han. 

Pigen løb hjem til sin mor, som straks anmeldte episoden til politiet. 

Rent fysisk kom pigen ikke til skade under overfaldet, men hun er stærkt chokeret over oplevelsen. 

Drengene har alle andre etnisk baggrund end dansk, men derudover er der ikke noget signalement af dem.