Efterlyst sudaneser har opholdt sig i et europæisk land, oplyser Justitsministeriet i et svar til retsudvalget

Næsten 11 år efter drabet på en taxichauffør i København forsøger politiet fortsat at få anholdt den mistænkte, der kaldes "Jaguar".

Tilsyneladende er betjentene på sporet af manden, der har boet i et europæisk land.

I et svar fra justitsminister Søren Pind (V) til Folketingets Retsudvalg er dette land dog ikke navngivet.

Drabet på taxichauffør Torben Vagn Knudsen blev begået i påsken 2005. Ligdele blev fundet forskellige steder, hvilket gjorde sagen usædvanligt makaber.

En amerikansk mand blev dømt for usømmelig omgang med lig, mens politiet mente, at en sudansk mand med øgenavnet "Jaguar" kunne være gerningsmand. Han forlod imidlertid Danmark straks efter forbrydelsen.

"Jaguar" opholder sig ikke i hjemlandet, sådan som Ekstra Bladet skrev sidste efterår.

Tværtimod er han i 2014 blevet sporet til et bestemt europæisk land, fremgår det af svaret på et spørgsmål fra Peter Skaarup (DF).

Dansk politi havde kontakt med dette land, som ikke nævnes, for at få den efterlyste lokaliseret.

Det gav ikke pote umiddelbart. I stedet fik betjentene at vide, at den efterlyste derimod kan opholde sig i et tredje land.

I svaret til Retsudvalget står, at politiet "således fortsat efterforsker sagen med henblik på lokalisering af den mistænkte gerningsmand".

Dette land sættes der dog ikke navn på.

Torsdag morgen er chefen for drabsefterforskerne i Københavns Politi da også helt tavs.

»Jeg har ingen kommentarer til efterforskningen,« siger vicepolitiinspektør Jens Møller til Ritzau.

På grund af de makabre omstændigheder vakte sagen stor opsigt tilbage i 2005.

Tilsyneladende havde offeret mødt "Jaguar" og amerikaneren på værtshuset Andys i Gothersgade.

De endte i sudaneserens lejlighed, hvor Torben Vagn Knudsen blev slået ihjel på badeværelset.

Amerikaneren har fortalt om forløbet og har sagt, at han følte sig truet af "Jaguar." Rædselsvækkende er et af de ord, han har brugt.

I et retsmøde tilstod han at have deltaget i parteringen af liget. Nogle af delene blev anbragt i en kuffert og en vasketøjskurv.

»Jeg ønskede ikke at blive involveret i det her,« sagde han i et retsmøde i november 2005.

I 2014 kom det så frem, at 'Jaguar' er far til den tidligere X Factor-vinder Jasmin. Kort forinden havde hun vundet DR's talentprogram, men netop som duoen Anthony Jasmin stod for at skulle skyde deres karriere i gang under vingerne på topprofessionelle musikere, indhentede familiens fortid hende. En fortid, som hun vel at mærke ingen skyld har i.

»Jeg blev rigtig ked af det. Jeg søgte efter ham på nettet og fandt så ud af, at det var rigtigt,« sagde hun til Se og Hør.

»Jeg har ikke set min far i syv år. Vi har ingen kontakt. Han ved ikke, at jeg har vundet X Factor, og jeg kender ikke noget til hans liv,« sagde Jasmin til BT dagen efter sejren.