Uorden, vold mod en betjent og affyring af fyrværkeri kostede 10 fans nogle timer i politiets varetægt, da Brøndby vandt over FCK i pokalturneringen onsdag.

Det endte med en uheldig afslutning på en ellers tilfredsstillende kamp for de blå-gule på Brøndby Stadion onsdag aften. I alt anholdt politiet 10 fans ved kampen, hvor hjemmeholdet vandt en 1-0-sejr over ærkerivalerne fra FC København i pokalturneringens kvartfinale.

Efter slutfløjtet blev sejrsrus til optøjer, da adskillige af Brøndbys inkarnerede fans fra tribunen Sydsiden stormede ind på banen. Politiet måtte genne dem tilbage på tribunen, så de to fangrupper ikke tørnede sammen.

- Det er uacceptabelt, at det får lov at udvikle sig sådan, at vi må skride ind, siger politiinspektør ved Vestegnens Politi Michael Kristiansen.

Fire blev efter kampen anholdt for uorden og vold mod en betjent, oplyser politiet.

Derudover måtte fire andre tages med af Vestegnens betjente allerede før og under kampen for uorden, mens én anden blev anholdt for at affyre et kanonslag og yderligere én for at brænde et nødblus eller romerlys af.

De var dog langt fra de eneste, der havde fået fyrværkeri med ind til kampen, for under de 90 minutters spilletid sås der flere gange farver og røg fra tilskuerpladserne.

- Vi har før set fyrværkeriulykker på Brøndby Stadion, så det er ikke tilfredsstillende, at tilskuerne stadig kan få så meget med ind, siger politiinspektøren.

Da kampen var slut, kom en mand til skade med ryggen og måtte sendes på hospitalet. Politiet ved endnu ikke, hvordan han pådrog sig skaderne.

De 10 anholdte blev alle løsladt igen i løbet af natten.