Politiet fik i julemåneden fat i 1.393 trafiksyndere, da de gennemførte den årlige »julespirituskontrol«. 158 var påvirkede af enten alkohol eller narkotika.

December er som bekendt tid for julehygge og julefrokoster. Og for mange danskere betyder det god mad og snaps til både det ene og det andet ben.

Politiet er i den periode ekstra opmærksom på spiritus- og narkopåvirkede bilister, og i år er 137 spritsyndere bag rattet gået i fælden under »julespirituskontrollen«. Dertil kommer, at 21 narkotika- eller medicinpåvirkede førere af biler. Det viser politiets opgørelse, som tæller 1.393 forseelser.

Den største gruppe af lovovertrædere, som ordensmagten opfangede hos de 18.586 standsede køretøjer, er dog ikke juletypisk. 254 bilister kørte nemlig uden sikkerhedssele.

Kontrollen, der varede fra 29. november til 22. december snuppede desuden også 78 førere, som kørte bil uden at have et taget undervisning og bestået køreprøven, mens 37 valgte at sætte sig bag rattet, selv om de har fået frakendt kørekortet.

De to første julefrokostweekender, 29. november-1. december og 7.-9. december, tegnede sig for knap halvdelen af forseelserne, da politiet fangede 606 bilister, der enten var påvirkede af alkohol eller narko, ikke havde kørekort, manglede sikkerhedsselen eller havde travlt med at tale i håndholdt mobiltelefon.