Nok er nok.

Ferrari skal ikke længere have særstatus i Formel 1-feltet.

Sådan lyder det fra FIA-præsident Jean Todt i et interview med Motorsport.com.

Han vil have gjort op med den praksis, der tillader det italienske team at kunne nedlægge veto mod alle foreslåede regel-ændringer.

»Veto-retten hører Enzo Ferraris tid til, hvor han var isoleret på Maranello,« siger Jean Todt med henvisning til skaberen af Ferraris Formel 1-hold og dets ikoniske hovedkvarter:

»Dengang kæmpede Ferrari med eget chassis og egen motor mod de andre hold, der alle havde Ford-motorer. Sådan er veto-rettens historie. Personligt er jeg ikke for det længere. Tiderne er skiftet.«

I dagens Formel 1-felt er da der også mange forskellige motorleverandører i feltet: Mercedes, Renault, Honda – og Ferrari.

Ferrari har haft vetoretten siden 1980erne og indtil videre sikret den frem til 2021, hvor den nuværende aftale mellem Formel 1-holdene udløber.

Her skal holdene igen blive enige om en rammeaftale, og de nye ejere, Liberty Media, forventes at kigge blandt Ferraris vetoret i den forbindelse.

Ferrari-bossen Sergio Marchionne har tidligere truet med helt at forlade Formel 1, hvis ikke holdet ønsker kan blive fulgt i fremtiden.

Til det siger Jean Todt:

»De kan forlade sporten. Og helt ærligt, det er deres valg. Jeg håber helt sikkert på, at de ikke siger farvel, men det kan ske. Man har før set store hold forlade sporten. Og komme igen. Men igen: Det er helt op til dem,« siger Jean Todt.

Jean Todt vil kigge nærmere på Ferrari.
Jean Todt vil kigge nærmere på Ferrari. Foto: GONZALO FUENTES
Vis mere

Ved seneste afstemning for 2013-21-perioden var Jean Todt den eneste, der stemt imod den fortsatte eksistens af Ferraris veto-ret.

Også på et andet område har Ferrari særstatus i Formel 1-feltet. Ved uddelingen af de mange milliarder i præmiepenge er det italienske hold sikret en ekstra bid end alle andre hold.

Det vil Jean Todt til gengæld ikke ændre på.

»For mig er det normalt, at eksempelvis Leonardo DiCaprio får flere penge end en skuespiller fra en tv-serie. Sådan er livet. Jo bedre man er, jo flere penge får man,« siger FIA-præsidenten.

Ferrari brugte senest sin veto-ret i 2015, da teamet ikke ville have indført en maksimumpris på motorer og gearkasser.